Ung Revers
Novavi, Ung Revers
Ung Revers er et tilbud rettet til børn og unge under 25 år, som er vokset op i familier med misbrug. Vi tilbyder samtaler, som både kan foregå alene, i en gruppe med andre unge eller online. Hjælpen er gratis og vi har ingen venteliste.
Alle børn og unge er forskellige og derfor møder vi dig, dér hvor du er. Vi tilpasser forløbet til dine behov og den situation du er i.
Tilbuddet er til dig, som...
Tilbuddet er for dig, som er under 25 (under 35 hvis du er bosat i Odense), som er vokset op i et hjem præget af misbrug.
Måske tænker du, at det ikke er dig, der har et problem og derfor ikke har brug for hjælp. Men når en forælder har problemer med rusmidler påvirker det hele familien – også dig. Vi kender til de måder som rusmidler påvirker familier og vi ved hvor store konsekvenser det kan have at vokse op i hjem med alkohol og stoffer.
Vi arbejder blandt andet med at få sat ord på dine følelser, at mærke dine egne grænser og at kunne skabe sunde relationer. Vi taler om hvordan din opvækst har præget dig og hvilke overlevelsesstrategier du har haft.
Inden forløbet afsluttes taler vi om hvad du tager med dig fra forløbet og vi finder sammen nogle arbejdspunkter, som du kan have fokus på i den umiddelbare fremtid. Det er altid muligt at vende tilbage til Ung Revers, hvis du skulle have brug for det.